Ni-årig fanget i kviksand

En ni-årig pige sank i går i til livet i det bjerg af kviksand, der i øjeblikket ligger på stranden i Karrebæksminde. Afmærkningen var mangelfuld, siger forældrene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ni-årige Regitze Harslund Steffensen fra Næstved fik sig sit livs forskrækkelse, da en hyggelig tur i går langs stranden i Karrebæksminde endte i et mareridt.

Pludselig sank den lille pige i til livet i den bunke af oppumpet sand, som i øjeblikket ligger i et hjørne på den populære badestrand.

Forældrene var lige i nærheden og hørte heldigvis pigens fortvivlede råb om hjælp. Sammen med et par tililende fik de hende halet op igen.

Sandet er gravet op fra den nærliggende lystbådehavn og skulle egentlig være skyllet ud i havet af vind og vejr. Men på grund af det milde forår, er det ikke sket.

De chokerede forældre kritiserer nu Næstved kommune for mangelfuld afmærkning. Der var sat skilte op og markeret med plastikbånd, men tilsyneladende ikke over det hele. I følge faren, Bent Steffensen, kunne datteren vade lige ind i området uden at se nogen advarsler.

Selv om kommunen i dag har afmærket hele området afviser Næstveds havnechef Jesper Møller Petersen kritikken.

 


Nyhedsoverblik