Mistanke: Gerningsmænd til groft overfald er fra Slagelse

Et groft overfald i Odense her i weekenden er muligvis begået af gerningsmænd fra Slagelse. Det mener Fyns Politi efter at have set videoovervågning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 23-årig mand ligger i øjeblikket i respirator på Odense Universitetshospital, efter han i weekenden blev overfaldet af tre mænd og blandt andet sparket, trampet og slået i hovedet. Det skriver tv2fyn.dk. Politiet betegner sagen som særdeles grov.

Videoovervågninger og vidneafhøringer afslører grumme detaljer om en særdeles grov voldssag fra Odense i weekenden.

Lørdag morgen blev en 23-årig mand overfaldet af tre ukendte gerningsmænd foran værtshuset Rådhuskælderen i Odense. Først blev han sparket i hovedet, så han faldt til jorden. Derefter blev han holdt fast af den ene gerningsmand, mens de to andre skiftevis sparkede og trampede den 23-årige i hovedet.

Ifølge vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen, findes der overvågningsbilleder fra stedet samt en film, et vidne har optaget på sin mobiltelefon. Her kan man se, hvordan den ene gerningsmand tager fat i den 23-åriges hoved og i følge politiet hamrer det meget voldsomt ned i asfalten, så det kan høres langt væk.

- Det er rigtig groft det her, det må vi sige, og på et tidspunkt virker den forurettede faktisk bevidstløs, fortæller vagtchef Hans Frederiksen til TV 2/FYN.

I øjeblikket er den 23-årige indlagt på OUH, hvor han holdes bevidstløs i en respirator. Politiet kan ikke oplyse, hvornår lægerne vil forsøge at vække ham.

De tre gerningsmænd stak af fra stedet, da nogle dørmænd brød ind og stoppede volden. Politiet har en mistanke om, at i hvert fald to af gerningsmændene måske kommer fra Slagelse. En betjent, der tidligere har arbejdet i den del af landet, har set videoovervågningen og mener at kunne genkende dem.

Signalement

Signalementet på gerningsmændene er svagt, men ifølge Fyns Politi leder de efter følgende tre personer:

Gerningsmand A: Ung, slank mand mellem 18 og 23 år med afrikansk udseende og karakteristisk stort, højt og sort afrohår.

Gerningsmand B: Und mand mellem 18 og 23 år, arabisk udseende og almindelig af bygning.

Gerningsmand C: Ung mand med arabisk udseende, almindelig af bygning.

Fyns Politi har allerede afhørt en del vidner og gennemgået videoovervågninger, men de opfordrer alle, der har oplysninger i sagen, til at kontakte dem på telefonnummer 66141448.


Nyhedsoverblik