Nyheder fra din hverdag

Millioner til klinten

Foto: TV ØST

Nordea-Fonden yder milliontilskud til Østsjællands Museum, der vil fortælle om Stevns klints natur og kulturhistorie.

Et ambitiøst projekt der blandt andet skal formidle mange millioner års geologiske historie ved Stevns Klint bliver nu en realitet, skriver Sjællandske Nyheder

Nordea-Fonden har netop besluttet at yde et tilskud på 6 millioner kroner til Østsjællands Museum, der ønsker at fortælle ikke alene klintens spændende geologiske historie, men også naturen og kulturhistorien.

- Formidlingen vil ske ved anvendelse af den nyeste teknologi som smartphones, og foregå direkte ude i naturen ved klinten. Det er første gang man oplever, at et museum viser og fortæller sin historie uden folk skal betale entré, siger museumsdirektør Tove Damholt til Sjællandske Nyheder.

- Vi håber, at projektet vil inspirere flere til at dyrke friluftslivet i Stevns og lære mere om områdets enestående geologiske historie. Den moderne formidlingsindsats vil forhåbentlig også inspirere andre, og dermed styrke friluftslivet generelt, oplyser sekretariatschef Ulla Björnsson fra Nordea-fonden.

I disse år arbejdes målrettet på at få Stevns Klint med på UNESCOs liste over verdensarv. En forudsætning herfor vil bl.a. være en god formidling, og det vil de seks millioner bidrage væsentligt til.

 

Tip os Har du et godt tip?