Mand med banderelationer fængslet for skyderi

En mand er fængslet frem til 6. november. Politiet har sigtet ham for at have været involveret i skudepisode i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand med banderelationer er blevet varetægtsfængslet frem til 6. november i forbindelse med en skudepisode i Næstved i begyndelsen af oktober. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden blev anholdt mandag aften og blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, hvor dommeren besluttede at fængsle ham i knap 2 og en halv uge.

- Vores arbejde med skudsagen førte i går aftes til, at en ung mand fra lokalområdet med forbindelse til bandemiljøet i Næstved blev anholdt.

- Han er sigtet for at medvirke i skudepisoden, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Skulle formentligt ramme bandeperson

Grunden til, at dørene var lukkede ved grundlovsforhøret, var, at politiet stadig mangler at anholde yderligere en person i sagen. Det var 4. oktober kort før midnat, at politiet fik en anmeldelse om, at der var blevet afgivet mindst 2 skud mod en privat adresse i Næstved.

Skuddene ramte ikke nogen, men var ifølge politiet rettet mod en banderelateret person, som opholdt sig på adressen.

Det var angiveligt 2 personer, som affyrede skuddene. De flygtede efterfølgende fra stedet i en bil. Politiet hører gerne fra vidner, som kan have oplysninger til sagen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik