Lolland Kommune dropper rottegiften i det åbne land

Lolland Kommune dropper giftkrigen mod rotterne i det åbne land. Dansk Ornitologisk Forening er glade og roser beslutningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland havde ellers svoret krig mod rotterne i kommunen og som de første ville de bekæmpe skadedyrene med gift i grøftekanter i det åbne land.

Nu har kommunen dog valgt at droppe ideen igen og en lang række såkaldte giftstationer med langsomt virkende rottegifte er blevet fjernet fra grøftekanterne i den østlige del af Lolland.  I stedet er rottegiftene erstattet af smækfælder, der dræber de uønskede gnavere, og som ikke kræver utilsigtede dødsfald blandt rovfugle og ugler.

Kommunen havde ellers en ambition om at nedbringe antallet af anmeldelser om rotter med 80 procent i løbet af 15 år, men ifølge en pressemeddelelse fandt Lolland Kommune alligevel projektet en tand for farligt for den øvrige natur.

- Vi har erstattet alle vores giftstationer langs 110 kilometer grøfter med cirka 50 kasser, hvori der er smækfælder. Vi har ikke turdet risikere en dårlig sag med en giftdød havørn eller en anden rovfugl, så nu forsøger vi udelukkende at bekæmpe rotterne mekanisk i det åbne landskab, siger Bent Lund, der er teknisk assistent i Lolland Kommune.

Dansk Ornitologisk Forening har undervejs i processen advaret Lolland om risikoen ved giftudlægningen, som de betegner som en alvorlig trussel mod rovfugle og ugler. De roser derfor kommunen for deres beslutning.

- Vi er ret glade for dette på rovfuglenes vegne, skriver DOF i pressemeddelelse.

Lolland huser Danmarks største regionale bestand af havørne.


Nyhedsoverblik