47-årig kvinde skræmmer knivrøvere på flugt

Foto: TV ØST

Tre unge mænd troede, 47-årig kvinde var et let offer, da de truede hende til at aflevere sin pung i en tunnel i Slagelse. Men i stedet jog hun de tre gerningsmænd på flugt.

Med et fast greb om gerningsmandens håndled tvinger Nicki sin overfaldsmand i gulvet. Hun krænger hans arm rundt og holder ham fast på jorden, mens hun råber til hans medsammensvorne, at de skal stikke af. De tre drenge får hurtigt benene på nakken og forsvandt derfra. Sådan havde de nok ikke forestillet sig, at udfaldet skulle blive, da de tre mand truede en 47-årig kvinde med en kniv.

Handlede per refleks

Nicki gik onsdag eftermiddag gennem fodgængertunnelen mellem Antvorskov Allé og Kongelyset, efter hun havde afleveret sin søn i skolen. Hun går gennem tunnelen, der normalt er velbefolket. Men da Nicki Hansen går gennem tunnelen denne onsdag eftermiddag, er hun alene.

- Pludselig springer tre teenagedrenge frem. Den ene har en kniv. De råber, at jeg skal give dem min pung, fortæller Nicki Hansen fra Slagelse.

I stedet for at blive forskrækket og bange, bliver Nicki Hansen gal.

- Nej jeg vil ikke, råber hun tilbage til de tre røvere.

Den ene af de tre drenge har en kniv, han går hen mod Nicki mens han gentager, at hun skal aflevere sin pung. Da han kommer tæt på Nicki kan hun se, at han ryster. Uden at tænke videre over det, tager hun affære overfor den unge mand.   

- Da han rækker armen med kniven frem mod mig, tager jeg fat i hans håndled, drejer hans arm rundt og vælter ham i gulvet. Her tramper jeg ham i brystkassen, mens jeg råber til hans venner, at de skal skride, fortæller Nicki Hansen.

De to medsammensvorne stikker hurtigt af, og da Nicki slipper grebet på den tredje røver, stikker han også af fra stedet.

Reaktionen kom forsinket

Først da Nicki Hansen kommer hjem om aftenen går det rigtigt op for hende, hvad hun har været igennem.

- Det var nok adrenalinen, der fik mig til at gøre det. Det gik først op for mig om aftenen, hvor galt det kunne være gået. Chokket over episoden kom først der, og så fik jeg det skidt, fortæller Nicki Hansen.

Nu har Nicki Hansen det bedre, men hun har ikke lyst til at stå frem med billede. Hendes sønner derimod er meget stolte af deres mor.

- Mine børn synes, det er modigt gjort. Især den lille, han fortæller det til alle, han møder, fortæller Nicki Hansen.

Barndommen har lært hende selvforsvar

Reaktionen fra den 47-årige kom bag på de tre gerningsmænd. Men den kom også lidt bag på Nicki Hansen selv. For selvom hendes aktion mod gerningsmændene næsten lignede, at hun var et øvet offer, så er det første gang, hun har forsvaret sig selv på den måde. Men barndommen har alligevel lært hende nogle tricks.

- Jeg er vokset op i København, så der lærte jeg at forsvare mig selv, fortæller Nicki Hansen.

Det viste sig at være nyttige egenskaber.

Signalement

De tre røvere er stadig på fri fod. 

De tre gerningsmænd beskrives som:

  • Mellem 15-16 år
  • Alle tre har army cut frisure.
  • Alle tre iført dunjakker, mørke bukser og mørkegummisko med farve i snuden.
  • Alle tre udenlandsk af udseende, de to talte arabisk mens den ene talte dansk.
  • De to er omkring 165 cm høje, den tredje er cirka 175-180 centimer høj.

     

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App