Politiet fik mandag morgen ikke længe efter klokken 7 en anmeldelse om et indbrud på Nyvej.
Da de kom frem til stedet kunne de se, at en rude var blevet smadret i det ubeboede hus. Og da de kiggede nærmere indenfor, fandt de gerningsmanden på førstesalen, hvor han havde lagt sig til at sove.
Politiet vækkede og anholdt derefter manden, der viste sig at være en 31-årig mand fra Søllested.
Den 31-årige kunne også sættes i forbindelse med to andre indbrud i området - et i en garage og et andet i et udhus, og han bliver nu sigtet for alle forhold.