Sagsbehandling på 5. år: Nu vil Bettina have fat i ministeren

Det er nu 5 år siden, Bettina Hansen kom til skade med sin ryg. Alligevel er Ringsted Kommune stadig i gang med at undersøge, om hun kan få førtidspension.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bettina Hansen har i 5 år kæmpet med Ringsted Kommune for at få tildelt førtidspension, efter hun kom til skade med sin ryg. Nu har hun startet en underskriftsindsamling, som på rekordtid har vokset sig stor. Der er nemlig mange, der ligesom Bettina Hansen føler sig klemt i systemet.

- Det handler om at få sagsbehandlingstiderne ned og få gjort noget ved alle de fejl kommunerne laver, siger hun.

Før sin arbejdsskade arbejdede Bettina Hansen som social og sundhedsassistent. Ulykken skete, fordi hun faldt, mens hun var ved at flytte en ældre borger.

Ben kollapser

Under faldet fik hun ødelagt en del discus i ryggen, og en del nervebaner blev revet over.

- Det gør, at mine ben af og til kollapser under mig, så jeg falder helt uventet, forklarer hun om de mén, der har sendt hende ud af arbejdsmarkedet.

Siden ulykken har hun forsøgt at få Ringsted Kommune til at tildele hende førtidspension, men det er ikke lykkedes, selv om flere speciallæge-erklæringer, fastslår at hun ikke er i stand til at arbejde.

Ringsted Kommune har via tests vurderet, hvor meget Bettina Hansen dagligt kan arbejde, og det ligger på mellem 25 og 30 minutter dagligt. Selv om der nu er gået 5 år, siden hun kom til skade med ryggen, mener kommunen, at hun skal gennem endnu en række af undersøgelser.

1300 underskrifter indsamlet

Spørger man formanden for foreningen af arbejdsskaderamte, er det et generelt problem, at kommunerne forsøger at presse folk i arbejde næsten uanset, hvor omfattende deres arbejdsskade er.

- De presser på for at få meget syge mennesker i arbejde, og det er stort set blevet umuligt at få en førtidspension, siger Kurt A. Nissen, der er formand for Foreningen af Arbejdsskaderamte.

Bettina Hansen har indsamlet knap 1300 underskrifter til hendes kampagne, og hun vil sende de mange underskrifter ind til beskæftigelsesministeren.

Underskriftsindsamlingen vil vare endnu 2 uger.


Nyhedsoverblik