Kundby-borgere vil have en skole i deres by

Spareplaner i Holbæk Kommune drejer nøglen om på folkeskolen i Kundby mellem Holbæk og Svinninge. Det har borgerne længe frygtet, så nu vil de lave en friskole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdet med at lave en friskole i Kundby ved Holbæk er kommet et skridt videre, efter nyheden om, at byens skole skal lukke.

- Vi ville jo allerhelst have haft, at vores folkeskole havde fortsat, fortæller Kristian Frederiksen, som er bestyrelsesmedlem i Kundby Friskole og Børnehus, og fortsætter:

- Men når det ikke kunne lade sig gøre, så tror jeg kun, det er en friskole, der er fremtiden her i byen.

Skal spare 21. mio. 

På et møde i byrådet d. 15. april besluttede et flertal at lukke Katrinedalsskolen, afdeling Kundby til sommer.

Holbæk Kommune havde varslet sparekrav på 21 millioner kroner på børne- og ungeområdet i kommunen, og i Kundby frygtede de, at deres lokale skole stod for skud - hvis ikke nu, så om et år.

- Det er jeg helt sikker på. Man kan se på elevtallet, og på politikernes udmeldinger om, hvor store skoler i kommunen skal være, at vores skole ville være blevet alt for lille. 80-100 elever på en skole, det er for lidt for politikerne i Holbæk Kommune. Det er det, de melder ud hele tiden, siger Kristian Frederiksen.

Faldende elevtal

Da skoleåret begyndte, var der 104 elever på Katrinedalsskolen, afdeling Kundby.

Nu er antallet faldet til 66, og det er formentlig primært sket på grund af diskussioner om lukning. 

Alligevel mener bestyrelsen i Kundby Friskole og Børnehus, at der er grundlag nok til at lave en friskole.

- Vi kan se på de budgetter, vi har fået lavet i samarbejde med et revisionsfirma, at vi har gode muligheder. Men det skal også siges, at elevernes forældre må tage tjanser med rengøring, vedligehold osv. for at det kan fungere, siger Henrik møllegaard, der er formand for friskolens bestyrelse.

Kundby Friskole og Børnehus åbner d. 9. august - i de samme bygninger som den nuværende folkeskole ligger i. 

På byrådsmødet d. 15. april blev skolebygningerne nemlig solgt til Kundby Friskole for et hemmeligt beløb.

Foreløbigt er der lidt over 60 børn indskrevet på den kommende friskole.


Nyhedsoverblik