Der er vand involveret, når der skal slukkes brande. Det ved de fleste, men Kenneth Persson havde formentligt ikke forestillet sig, at det var på den måde, som han fik fornøjelsen af mandag aften.
Han blev færdig som brandmand lørdag, og mandag aften rykkede han ud til sin første brand sammen med kollegerne i Vordingborg Brandvæsen.
Læs også: Brændt plastik sendte beboere på gaden
I en lejlighed i Skoleparken havde en beboer glemt noget plastik på et komfur. Det skabte noget røgudvikling, og beboerne blev sendt på gaden, men ingen kom noget til, og opgaven var hurtigt klaret for brandfolkene. Det var i hvert fald, hvad Kenneth Persson troede.
For som de skulle til at pakke sammen rullede kollegerne vandslangerne og en kølig overraskelse ud til den nyudklækkede brandmand.
- Han skal døbes, lød det fra et par ældre kolleger, der sørgede for vand til debutanten og for dermed at holde en gammel tradition i hævd.
- Det er koldt. Rigtigt koldt, var den korte kommentar efterfølgende, inden Kenneth Persson kunne komme tilbage til stationen som indviet brandmand.
Se overraskelsen her - Foto: Jesper Sandbirk, TV ØST: