Kæmpevindmøller lukker planteskole

Foto: TV ØST

Ejeren af planteskole ved Gislinge frygter for sine ansattes helbred på grund af lavfrekvent støj fra vindmøllerne.

10 kæmpevindmøller på Lammefjorden ved Gislinge har i knap tre år blæst masser af strøm hjem til energiselskabet Vattenfall og til forbrugerne.

Men nu har de også blæst en 43 år gammel planteskole med 15 ansatte og en årlig omsætning på 12 millioner kroner omkuld, skriver dagbladet Nordvestnyt.

For ejeren af Lammefjordens Stauder, Boye Jensen, lukker til årsskiftet ned for næsten hele planteskolen, der ligger inden for 4-700 meter af tre af møllerne.

Herefter vil der kun være et par ansatte tilbage, som kommer engang imellem.

Planteskoleejeren har taget den tunge beslutning, efter en jysk minkavler kunne dokumentere, at en tredjedel af hans mink fik vanskabte og dødfødte hvalpe, efter at flere kæmpemøller blev sat op i nærheden.

Og tre års naboskab med 127 meter høje vindmøller har for længst overbevist Boye Jensen om, at den lavfrekvente støj fra møllerne gør dyr og mennesker syge.

- Da sagen om minkene kom frem, sagde fem af mine medarbejdere op. Det skal også ses i lyset af, at alle mine kvindelige medarbejdere fortæller om uregelmæssig menstruation, og flere af mine ansatte har konstant hovedpine.

- De er også bange for at få kroniske skader, og jeg vil ikke tage ansvaret for, at en af dem eventuelt føder et vanskabt barn. Så derfor lukker jeg mit livsværk, siger han til dagbladet Nordvestnyt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App