Kabeltyveri: Morgentrafikken kører igen

Pendlere kan igen komme videre med S-tog i hovedstadsområdet. Banedanmark har fået genetableret kørestrømmen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag morgen blev igen en udfordring for de af regionens pendlere, der skal videre med s-tog i Københavnsområdet. Natten til torsdag er der nemlig igen blevet stjålet kabler på s-togbanen.

Tyveriet er sket ved Brøndby Strand og har tvunget DSB til at indsætte togbusser ind mellem Hundige og Åmarken.

- Det er nummer seks på en uge, og det giver kæmpe gener for passagererne, oplyser Claus Christiansen, sektionschef hos Banedanmark, til Ritzau.

For de pendlere, der først senere på morgenen bevæger sig mod København, ser togtrafikken ud til løbende at blive mere medgørlig.  Claus Christensen oplyser, at togene igen kører på hele strækningen, men at DSB kører på halv drift mellem Hundinge og Køge, ligesom nogle passagerer vil skulle skifte tog på Hundige Station.

- Helt normal køreplan forventer vi ved 9-10-tiden, men allerede nu kan folk tage toget i 20 minutters drift, fortæller sektionschefen.

Ved nattens tyveri er der stjålet 50 meter kabel med en vægt på cirka 70 kilo.

Togkablerne indeholder kobbertråde, som tyvene typisk forsøger at afsætte til skrothandlere.

Tyverierne er taget til de seneste år i takt med, at prisen på det efterstræbte metal er steget.

Med en kobberpris på cirka 40 kroner kiloet kan nattens udbytte værdisættes til cirka 2800 kroner.

Også natten til onsdag blev der stjålet kabler, denne gang ved Åmarken Station, hvor der forsvandt 400 kilo kabler.

- Det her er væsentligt mindre, og derfor har vi kunne retablere kablerne væsentligt hurtigere, konstater Claus Christiansen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik