Jæger ramte hus: Var tæt på at skyde familiefar

En 44-årig mand var meget tæt på at miste livet lørdag aften på sin landejendom nær Næstved, da en jæger affyrede skud mod stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kunne være gået grueligt galt, da en jæger i weekenden tog hul på bukkejagten. Jægeren, der formentlig opholdt sig 400-500 meter væk fra en landejendom ved Næstved, sendte et projektil på afveje og ind gennem stuen, hvor en 44-årig far til fire opholdt sig. Det skriver Sjællandske.

Efterfølgende har politiet sikret sig spor. Blandt andet fandt de på den 44-åriges kind og hals metalrester fra projektilet.

Den 44-årige er stadig chokeret over, at bukkejagten var tæt på at koste ham livet. Han appellerer ifølge avisen til, at jægere tænker sig om en ekstra gang, før de trykker på aftrækkeren.

Ramte bil

Også på Fyn gik det galt i weekenden. Søndag meldte en 69-årig jæger fra Langeland sig til Fyns Politi, efter at han havde ramt en bil under en bukkejagt lørdag aften.

Han forklarede til politiet, at han ramte forbi en buk, og da der ikke var noget kuglefang, ramte han en bil i stedet. Kuglefang er for eksempel bakker eller træer i landskabet, der kan fange vildfarne kugler.

Den 69-årige jæger affyrede et skud, som kun var 30 centimeter fra at ramme en 36-årig mand, der kom kørende på Lohalsvej lørdag aften kort før klokken 22. Kuglen gik igennem sideruden foran manden og landede i instrumentbrættet.

/ritzau/

Det siger jagtloven:

  • § 19. Der må ikke under jagt afgives skud inden for en afstand af 50 m fra beboelsesbygninger, medmindre der foreligger samtykke fra beboeren.

    Stk. 2. På fiskeriterritoriet må der ikke drives jagt inden for en afstand af 100 m fra arealer, der har status som sommerhusområde, og 500 m fra arealer, der har status som byzone.

Kilde: Retsinformation

  • Afstandskravet gælder uanset om beboelsesbygningen er beboet eller ej. Hestestalde, hønsehuse, lader etc. er ikke omfattet af afstandskravet, selvom heste, høns etc. kan blive endog meget forstyrrede af skud tæt på.

    Skov- og Naturstyrelsens råd til jægerne: Orienter naboerne hvis man har ønske om at drive jagt tæt på naboejendommen. HUSK altid at få naboens samtykke, hvis jagten kan medføre skudafgivelse inden for en afstand af 50 m fra beboelse.

    Skov- og Naturstyrelsens råd til naboen: Kontakt jægerne og oplys om, at jagt tæt på skel kan medføre store forstyrrelser, f.eks. for husdyrene.

Kilde: Skov- og Naturstyrelsen


Nyhedsoverblik