IT-koks på jobcentre loves løst

Nyt it-system har skabt problemer på landets jobcentre - blandt andet i Næstved. Leverandøren lover nu, at problemerne er løst inden 1. april.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et nyt it-system har siden nytår skabt store problemer for ansatte og ledige på langt de fleste af landets jobcentre. Men efter tre måneders it-kaos er de daglige benspænd blevet færre, og nu lover leverandøren, at problemerne er løst inden 1. april. Det skriver Avisen.dk.

- Det går fremad, men det skaber fortsat frustration blandt de ansatte og går desværre stadig ud over den service, vi leverer til de ledige, siger Kim Serup, der er arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune, til Avisen.dk.

Problembarnet hedder KMD Momentum, og er en tilbygning til de systemer, der anvendes på 86 ud af de 94 danske jobcentre.

I lang tid har kommunerne ikke været i stand til at indberette eller trække oplysninger om de ledige. Det har skabt total forvirring, frustrerede ansatte og tårnhøje håndskrevne sagspukler, som senere skal skrives ind i systemet.

Da Avisen.dk satte fokus på problemerne i midten af februar, lød meldingen fra leverandøren KMD, at problemerne ville være løst inden for en måned. Knap halvanden måned senere forlyder det nu fra KMD, at systemet vil være fejlfrit senest 1. april.

- Vi har arbejdet os godt igennem de fejl og uhensigtsmæssigheder, der opstod i it-systemerne på landets jobcentre i forbindelse med den nye lovgivning, der trådte i kraft ved nytår. Vi forventer fortsat, at de sidste rettelser er på plads inden 1. april, skriver pressechef Christoffer Hellmann i en mail til Avisen.dk.

Benspænd for beskæftigelsesindsatsen

Han henviser blandt andet til, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tirsdag aften kører en større rettelse i deres database.

Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) og flere jobcenterchefer har it-bøvlet været et benspænd for beskæftigelsesindsatsen.

I Næstved mangler jobcentret overblik over mange lediges situation, fordi oplysninger indtastet i systemet i januar ikke er blevet registreret.

Det betyder for eksempel, at ledige i løntilskud bliver indkaldt til rådighedssamtaler på jobcentret, selv om det ifølge reglerne bør klares over telefonen.

Det har forarget beskæftigelsesordførere fra begge sider af Folketinget, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har givet grønt lys til det nye it-modul, selv om KMD på forhånd havde advaret om problemer.

Kritik af beskæftigelsesministeren

Ordførerne retter kritikken mod beskæftigelsesministeren, som hidtil har forholdt sig tavs om sagen.

Men i et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg skriver Henrik Dam Kristensen (S), at der altid er risiko forbundet med udvikling og udrulning af it-systemer, især når det er til alle landets kommuner.

Han understreger, at han ikke selv var orienteret forud for idriftsættelsen.

 - Der var ikke forud for idriftsættelsen indikationer af, at driftforstyrrelserne ville få det omfang, som senere viste sig. (...) På den baggrund er jeg ikke af den opfattelse, at Beskæftigelsesministeriet kunne have gjort yderligere for at forhindre driftforstyrrelserne, skriver ministeren i et svar til SF's Eigil Andersen.

Henrik Dam Kristensen (S) oplyser desuden, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil evaluere forløbet sammen med KMD for at forhindre fremtidige gentagelser.

Når systemet virker efter hensigten, venter der en større oprydning i jobcentrene. I Næstved mangler jobcentret at indtaste knap 33 procent af informationerne om de ledige fra januar og februar.

- I lønkroner har det i hvert fald kostet to millioner kroner, så vi skal nu til at overveje, om vi kan gøre krav gældende nogen steder over de tab, som vi har lidt i snart tre måneder, siger arbejdsmarkedschef Kim Serup til Avisen.dk.

 


Nyhedsoverblik