Intern splid hos Socialdemokrater

Længere tids uenighed i Socialdemokratiet i Ringsted kan føre til en sprængning af den lokale partiforening.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det frygter formand Manne Suadicani. Han vurderer, at den tidligere borgmester Benny Christensen risikerer at blive ekskluderet, skriver DAGBLADET Ringsted.

Gennem længere tid har byrådsmedlem og tidligere borgmester Benny Christensen haft særstandpunkter om en række væsentlige emner, og partikontoret i København har uden større held været inddraget i mæglingsforsøg. Men fremover skal han stemme sammen med flertallet, forlanger Manne Suadicani, der blev ny formand, efter Aase Stegmann gik af i protest for en uge siden.

- Konflikten har kørt længe, men må ikke blive ved. Den skal stoppes nu, og jeg fornemmer, at den øvrige byrådsgruppe ikke vil blive ved med at acceptere, at Benny melder ud med en afvigende holdning. Så enten lykkes det at skabe enighed, eller også sprænger man byrådsgruppen, så den er delt i to. Det vil have en masse konsekvenser, siger Manne Suadicani.

Han vurderer, at en fortsat konflikt vil kulminere ved, at Benny Christensen bryder ud eller ekskluderes. Trods formandens krav vil Benny Christensen dog ikke garantere, at han nu retter ind.
- Som alle andre byrådsmedlemmer har jeg pligt til at stemme efter min overbevisning, siger han til DAGBLADET Ringsted og afviser enhver snak om eksklusion:
- Man kan altså ikke ekskludere medlemmer på den måde. Det kan godt være, han gerne vil, men sådan er lovene ikke. Det har han ikke magt til, selvom han er blevet formand.

 


Nyhedsoverblik