Ingen retfærdighed til Osvald

Lau Lausten fra Karise kritiserer politiet for at være passive. De har stadig ikke besluttet, om der skal rejses tiltale mod hans sigtede nabo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lau Lausten fra Karise kritiserer politiet for at være passive. De har stadig ikke besluttet, om der skal rejses tiltale mod hans sigtede nabo. 

- Det var forfærdeligt at se. Osvald rystede over hele kroppen. Alene blikket i hans øjne. Det var utrolig hårdt, siger Lau Lausten fra Karise.

Det var den 8. december, at hans søns hund blev skudt på deres eftermiddagstur

- Osvald gav et frygteligt skrig fra sig og faldt sammen i bagkroppen. Fuldstændig lammet, og hans ben hængte efter ham, siger Lau Lausten.

Det er I dag næsten seks måneder siden, og politiet har stadig ikke gjort noget ved sagen.

- Jeg føler sagen bliver henlagt, for den har ikke den fornødne bevågenhed, og det er jo frustrerende, fordi vi lever med en handling, der ikke har fået nogen konsekvenser.

Skudt på åben vej
Oswald gik tur med Lau Lutsen på Ganneskovvej I Karise, da der pludselig blev affyret skud. Hunden var kun fem meter fra Lausten.

- Politiets behandling af sagen er meget lemfældig. De virker som om de tænker: skidt-pyt, det er jo bare en hund. Men i realiteten kunne det jo også være mig. Og det gør mig utrolig utryg, siger Lau Lausten.

Advokaten har ikke tid
En nabo er sigtet for have skudt hunden og at sætte andres liv I fare. Men der er endnu ikke rejst tiltale

- Der er flere årsager til, at der er gået så lang tid. Vi har afventet nogle erklæringer fra de veterinære myndigheder, altså Landbohøjskolen. Samtidig venter vi på, at der bliver hul i advokatens kalender, så vi kan afhøre den sigtede, siger Niels Denny Sørensen, Vicepolitiinspektør, leder af lokalpolitiet i Næstved.

Men for Lau Lausten er der flere uafklarede spørgsmål

- Hvorfor er man ikke gået ned og har inddraget hans våben? Så kunne man have undersøgt, om der var affyret skud, for det ville man kunne se omgående. Så ville der nemlig være krudtslam, siger Lau Lausten.

- Det gjorde vi ikke, fordi der lå meget sne, og vi derfor ikke kunne bestemme, hvor skuddet blev affyret fra. Og vi havde kun et vidne i sagen. Derfor gjorde man ikke noget den dag, siger Niels Denny Sørensen.

Lau Lausten har snart brug for en afklaring, så han kan komme videre med sit liv.

- Jeg føler mig krænket. Min retsbevidsthed er krænket. Og det er kun politiet, der kan rette op på det ved at statuere et eksempel og vise, at sådan noget det vil man ikke acceptere, siger Lau Lausten.


Nyhedsoverblik