Indgreb er stor sejr over lærerne

Indholdet i regeringens indgreb er en stor sejr for arbejdsgiverne. Det mener en arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringens indgreb i lærerkonflikten ender med en sejr til arbejdsgiverne. På alle punkter, der vedrører lærernes arbejdstid, har kommunernes topforhandlere i KL fået deres vilje, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

- Det er helt klart arbejdsgiversiden, der har vundet. Deres hovedkrav bliver imødekommet.

- Fagbevægelsen har mistet aftaleretten om arbejdstiden, og det er en meget stor ændring for de faglige ledere, siger Flemming Ibsen til Ritzau.

Fuld ledelsesret

Det betyder for lærerne, at der ikke længere skal slås op i overenskomsten, når man skal finde ud af hvor meget forberedelsestid, der skal til at løse en opgave. For det er i fremtiden suverænt op til skolelederen at bestemme.

- Arbejdsgiversiden har kæmpet for et opgør med lærernes arbejdstidsregler i årtier. Nu har de fået fuld ledelsesret, som de ønskede, tilføjer han.

Godbidder til lærerne

Indgrebet har også har et par godbidder til lærerne som kompensation for normaliseringen af arbejdstiden, der sidestiller lærerne med andre tjenestemandsansatte i staten.

- Der er et værn mod en helt voldsom udnyttelse af arbejdskraften. Og de har fået noget lønkompensation. Det holder man uden for reguleringsordningen, så de andre offentlige ansatte skal ikke betale. Det har man taget hensyn til, siger Flemming Ibsen.

En milliard til efteruddannelse

Der er samtidig sat en milliard kroner af til efteruddannelse af lærerne, hvilket var på lærernes ønskeliste i forbindelse med forhandlingerne.

Til gengæld har arbejdsgiverne fået deres ønske opfyldt om et opgør med den såkaldte 60 årsregel, som giver ekstra frihed til lærere over 60 år.

Reglen udfases over de næste år, sådan så lærere, der når at fylde 57 inden den 1. august, bliver de sidste, der kan benytte sig af reglen.

Ifølge Flemming Ibsen vil indgrebet vare i to år, og herefter skal lærerne igen forhandle overenskomster med kommunerne.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik