Indbrudstyv stak af på avisbudets cykel

Et avisbud overraskede i går fire tyve ved et hus i Kalundborg. Alle fire stak af - den ene ved hjælp af avisbudets cykel. Politiet efterlyser nu vidner i sagen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et 59-årigt avisbud studsede mandag eftermiddag over en fremmed bil i inkørslen hos en af de faste abonnenter på Røsnæsvej i Kalundborg.

I bilen sad to udenlandske mænd, og da avisbudet spurgte, hvad de lavede der, spurgte de ham om vej til Kalundborg og kørte straks derfra.

Stak af på avisbudets cykel
Da avisbuddet skulle aflevere avisen ved hoveddøren, kom to andre udenlandske mænd ud fra villaen. De oplyste på dårligt dansk, at de var fra politiet, men det troede avisbuddet ikke på.

Den ene løb fra stedet, mens den anden stjal avisbuddets cykel og kørte i retning mod Kalundborg.

Ledte forgæves efter tyvene

Avisbuddet gik indenfor, kaldte på beboeren, som ikke var hjemme, og konstaterede samtidig, at en kælderdør var brudt op. En bekendt til avisbuddet kom tilfældigt forbi i bil, og sammen kørte de rundt i området for at lede efter flugtbilen og de fire mænd, mens avisbuddet alarmerede politiet.

En politipatrulje blev lidt efter kontaktet af en 84-årig mand fra Kalundborg, som fortalte, at en udenlandsk mand på cykel netop havde stjålet hans grønne Suzuki Grand Vitara personbil, reg.nr. YM49918, på Ulstrup Sønderstrand – ikke langt fra indbruddet i villaen. Cyklen blev efterladt på stedet og senere afhentet af avisbuddet.

Har du set noget - ring 114.

Avisbuddet beskrev de fire mænd som mørke i huden og med indisk/tamilsk oprindelse. De to af dem kørte fra stedet i en blå Renault stationcar med udenlandske nummerplader.

Politiet fandt hverken nogen af de involverede biler eller de fire mænd ved eftersøgning i området.

Lokalpolitiet i Kalundborg vil meget gerne høre fra personer, der har bemærket de fire mænd i den blå stationcar eller den stjålne personbil. Har du set noget, så ring til politiet på tlf. 114.


Nyhedsoverblik