I dag anklages du for køb af børneporno

En ondskabsfuld mail har i dag fundet vej til manges mailboks. Mailen anklager modtageren for at have købt børneporno.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange danskere vågner her til morgen op med anklager om køb af børneporno hængende over hovedet. Det fortæller DR Sjælland.

Danske Bank kimet ned
Det er en særdeles ondskabsfuld fishingmail, hvor bedragere sender en mail ud der ligner en officiel henvendelse fra Danske Bank. I mailen står der, at der er købt børneporno på modtagerens konto d.10. august og at kontoen derved er blevet lukket indtil man logger sig ind med sine private betalingsoplysninger og får den åbnet igen.

I Danske Bank er man natten igennem blevet kimet ned af danskere, der har fået mailen med den slet skjulte anklage om forbrug af børneporno.

Mere opfindsomme
I Danske Bank siger pressechef Kenni Leth til DR Sjælland, at den nye type mail første gang dukkede op for et par dage siden:

- Dens karakter er lidt speciel. Desværre går udviklingen i den retning, at de kriminelle der står bag bliver mere og mere opfindsomme i deres sprogbrug. Jeg vil gerne meget kraftigt sige, at det her ikke er fra Danske Bank, og man skal slette den slags mails.

Ring, hvis du er i tvivl
Og Kenni Leth vil i øvrigt gerne love at banken ikke uopfodret sender en mail, hvor de forlanger at få følsomme betalingsoplysninger retur.
Man kan også altid ringe og tjekke med banken, hvis man er i tvivl om ægtheden af en mail fra banken.

Har du modtaget en falsk mail
Så slet mailen - og gør ikke mere.
Har du afgivet dine kortoplysninger, så ring til Danske Bank på 70 123 456


Nyhedsoverblik