Hund skudt med jagtriffel på luftetur

En ni-årig labrador fik flænset hele bagkroppen op, da den under en luftetur blev skudt med en riffel. Politiet undersøger nu sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uden varsel, og med hundelufteren Lau Lausten umiddelbart ved siden af blev hunden Osvald skudt i weekenden.

Den ni år gamle labrador blev luftet nær Karise på en privat fællesvej, da skuddet pludselig faldt.

Danny Hansen som ejede hunden var på juletur med familien, og han havde derfor fået sin far til at passe sin hund Osvald.

- Det blev en hård lørdag. Ikke mindst min far som skulle det igennem. Men også for mine børn. Det er helt grotesk at nogen kan finde på sådan noget. Nu skal vi lige komme os alle sammen, siger Danny Hansen.

Bagkroppen flået op af projektil
Hele hundens bagkrop blev flået op ved skuddet, og trods et besøg på dyrehospitalet stod hundens liv ikke til at redde.

- Det var forfærdeligt. Jeg hørte skuddet og så et frygteligts skrig fra hunden. Jeg skyndte mig tilbage med Osvald i armene. Det er simpelthen så meningsløst at nogen mennesker kan gøre sådan noget, siger Lau Lausten. 

Hundelufteren Lau Lausten blev ikke ramt ved skuddet. Men det har skabt en masse utryghed i familien.

- En ting er, at jeg har mistet min hund. Det er frygteligt. Men noget helt andet er, at skuddet ramte så tæt på min far. Det kunne have ramt ham. Hvis man kan finde på bare at skyde på en hund. Hvad bliver det næste så? Siger Danny Hansen.

Politiet deler ikke bekymringen

Leder af lokalpolitiet i Næstved, Niels Denny Sørensen, mener ikke at der er grund til at være utryg.

- Der er tale om et enkelstående tilfælde, hvor der har været uenigheder om en strejfende hund. Vi er i gang med at afhøre folk i området.

Og han understreger, at man gerne må benytte sin jagtriffel mod en strejfende hund.

- Man må gerne affyre skud inde på sin grund, hvis der er tilbagevende problemer med strejfende dyr. Der skal dog advares til ejeren af dyrene. Det er det vi undersøger nu, altså om der er afgivet advarsel eller om der er tale om brud på hundeloven, siger Niels Sørensen.

Ingen advarsler  
Lau Lausten har ikke modtaget nogen advarsler. Han har modtaget henvendelser fra naboen om, at han ikke ønskede at Lausten gik tur med sine hunde på hans vej.

- Men det er en fælles privatvej, så jeg må gerne gå tur på den vej. Det er ikke hans private vej. Og hunden er blevet slået ihjel i vejkanten, hvilket han slet ikke må. Og det er hunde der står ved min fod når jeg kalder, siger Lau Lausten.

Anderledes end Balder-sag
Skuddet mod hunden bringer minder om aflivningen af hunden Balder, der i marts blev skudt af en lodsejer. Men modsat Balder-sagen, så er skuddet mod hunden denne gang afgivet uden varsel på en fælles grund, og med en ejer umiddelbart ved siden af.

Derfor er politiet nu også ved at vurdere, om der har været fare for Lau Laustsens liv eller helbred. Det vil skærpe sagen, da der så kan gives fængsel i op til otte år.

En person afhørt
Dyrlægen, der efter drabet har undersøgt hunden, vurderer, at der er tale om et skud fra en jagtriffel. Projektilet er dog for ødelagt til at lave en egentlig ballistisk undersøgelse af kuglen.

Lokalpolitiet i Næstved har indtil nu afhørt en person, der er mistænkt i sagen.


Nyhedsoverblik