Hjælpen strømmer ind til vanrøgtede hunde

Det vælter ind med donationer hos Dyrenes Beskyttelse, der har taget imod 91 voldsomt vanrøgtede hunde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Knap 100.000 kroner er i skrivende stund på vej til de 91 vanrøgte hunde via Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Og det er ikke kun penge, der bliver doneret. På internatet i Darup ved Roskilde har de også modtaget både tyggeben, hårtrimmere, halsbånd og meget mere, der skal hjælpe med at få hundene på benene igen.

- Det betyder rigtig, rigtig meget. Vi er i en situation, der næsten ikke kan overskues, og så giver den her støtte og hjælp lidt mere energi, siger Tina Engberg, der er kommunikationschef i Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Vanrøgt: 91 hunde gik i afføring til bugen

Ditte Marie Johannissen fra området omkring ejendommen nordvest for Næstved fortæller, at der også er lokal lyst til at hjælpe.

- Jeg har overvejet at starte en indsamling herude fra byen af for at hjælpe til. Og hvis der er flere dyr på ejendommen, så har jeg en stor gård med masser af plads. Det var det første, jeg tænkte, da jeg hørte om sagen - om der var noget jeg kan hjælpe med, siger hun.

- Vi mangler ressourcer

Dyrenes Beskyttelse sætter stor pris på al den hjælp, de modtager. Men ifølge dem er det økonomiske ressourcer, de mangler mest. For selvom 100.000 kroner kan lyde af mange penge, så er det ifølge dem langt fra nok.

- I forhold til, hvad det her kommer til at koste, så er vi ikke engang tæt på at være i mål, siger Tina Engberg.

Læs også: Dyrenes beskyttelse: Den største sag nogensinde

Personalet på internatet i Darup har i løbet af dagen haft så travlt med at behandle hundene, at de har lukket ned for alle andre henvendelser. Lige nu er 62 af hundene her, mens resten er blevet sendt videre til Fyn på grund af pladsmangel.

De mange hunde er ifølge Dyrenes Beskyttelse alle blevet vasket og klippet og har fået et sundhedstjek. Næste skridt bliver at få renset alle hundenes tænder og undersøge deres generelle tilstand endnu mere nøje. 

Læs mere om indsamlingen her.

Læs også: Billeder: De forsømte hunde reddet ud

Onsdag formiddag er det indsamlede beløb på 250.000 kroner.


Nyhedsoverblik