Her kan psykisk syge indlægge sig selv

Muligheden for at indlægge sig selv i Region Sjælland får 25 af de sværeste psykiatriske patienter hurtigere tilbage til hverdagen. Det skriver DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan være uoverskueligt for patienter med svære sindslidelser og lange hyppige indlæggelser bag sig at cykle rundt i systemet for at blive indlagt, når de er allerlængst nede.

For at blive indlagt skal de nemlig igennem den psykiatriske akutmodtagelse, hvilket kan være grænseoverskridende.

Derfor har psykiatrien i Region Sjælland i cirka 5 måneder tilbudt 25 af de sværeste psykiatriske patienter, at de kan indlægge sig selv akut. Det betyder, at de ikke behøver gå den tunge gang gennem læger, vurderinger, afdelinger og samtaler, som det er nu, inden de kan få hjælp.

Patienter udskrives hurtigere

Indtil videre ser det også ud til, at ordningen er en gave for både brugerne og Region Sjælland.

- I og med de lader sig indlægge på et tidspunkt, hvor de er knap så dårlige som de normalvis er under indlæggelser, så har de også mulighed for at komme hurtigere hjem, fortæller afdelingssygeplejerske og projektleder Heidi Graulund Eriksen til DR Sjælland og fortsætter:

- Så ser vi ikke i samme grad, at de måske har været på en social-deroute eller lange perioder hvor de har undladt at tage deres medicin.

Det betyder, at patienterne kan blive hjulpet på et langt tidligere tidspunkt, og det er en fordel i forhold til at komme hurtigere tilbage til hverdagen.

Et samarbejde med patienten

Projektleder Heidi Graulund Eriksen ser gode perspektiver i ordningen, der også er kendt fra vores naboer i Norge. Her har man så gode erfaringer med selvindlæggelser, at det nu er blevet en fast del af psykiatriens tilbud.

- I det omfang vi kan få patienterne til selv at byde ind med, hvad der er godt for dem, og hvad der virker. Så har de fat i den lange ende, og så skal vi bare stå lidt på sidelinjen og hjælpe med.

- Det lyder lidt nemt, men jeg tror faktisk på, at det hele skal foregå i et samarbejde med patienten og de pårørende, fortæller Heidi Graulund Eriksen.

Indtil videre har 15 ud af 25 benyttet sig at muligheden for at indlægge sig selv.

Projektet med brugerstyrede senge evalueres løbende med henblik på at finde ud af, om ordningen skal fortsætte, når projektet slutter om 2,5 år.

De brugerstyrende senge er finansieret af satspuljemidler og indgår i et treårigt projekt.


Nyhedsoverblik