Lærere: Mand bag Lalandia-trusler bør ikke straffes hårdere

Torsdag skal en sag om tre bombetrusler mod Lalandia i Rødby for Højesteret. To af gerningsmandens tidligere lærere håber ikke, dommerne skærper hans straf.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke mere end et år siden, at Stig Henriksen og Trine Søndergaard Paludan var gymnasielærere for den dengang 18-årige mand, der er tiltalt for at stå bag tre falske bombetrusler mod Lalandia i Rødby.

- Jeg havde ham i matematik, fortæller Stig Henriksen fra Maribo.

- Jeg havde ham i samfundsfag, og så var jeg teamleder for den klasse, han gik i, fortæller Trine Søndergaard Paludan til TV ØST.

Begge husker de ham som pligtopfyldende, sjov og en elev, der var med til at skabe en god stemning i klassen.

Stod bag bombetrusler

Men i august sidste år fremsatte den tiltalte tre bombetrusler mod sin arbejdsplads, Lalandia i Rødby.

- Da jeg hørte det, tænkte jeg, åh nej, hvad sker der nu, og: det er godt nok dumt. Jeg håbede - lige ind til jeg læste om retssagen i byretten, at det var en fejl, siger Trine Paludan.

- Jeg tænkte: det kan umuligt være ham, for det billede, jeg havde dannet mig, mens jeg havde ham i matematik, det var slet ikke noget, der indikerede, at han kunne lave sådan en handling, siger Stig Henriksen til TV ØST.

Læs også: Politi: Trusler mod Lalandia skal medføre fængsling

Men i byretten tilstod den 18-årige mand, at stå bag de tre bombetrusler.

I dombogen står der, at han gjorde det i forlængelse af en bombetrussel af en ukendt gerningsmand, og at det var af dumhed og for at vise overfor Lalandia, at han kunne noget af hensyn til sit arbejde.

Det kostede ham to måneders betinget fængsel - det vil sige en fængselsstraf, der først skal afsones, hvis han igen begår noget kriminelt - og 40 timers samfundstjeneste.

Oven i det krævede Lalandia erstatning for de gener, truslerne kostede gæster og personale, og den tiltalte blev idømt en erstatning på cirka 430.000 kroner.

Sagen blev anket

Efter flere år med et politisk ønske om at skærpe straffene for falske bombetrusler ankede anklageren dommen til landsretten.

Her blev den nu 19-årige mand idømt tre måneders fængsel, hvor en af dem blev gjort ubetinget. Samtidig blev samfundstjenesten sat op fra 40 til 60 timer.

Læs også: 18-årig får dom skærpet for bombetrusler mod Lalandia

Den dom ankede anklagemyndigheden så til Højesteret, som altså skal tage stilling til sagen torsdag d. 25. juni.

Lærere: Urimeligt at straffe ham hårdere

Stig Henriksen og Trine Paludan mener dog ikke, det er rimeligt at skærpe straffen yderligere:

- Han skal selvfølgelig straffes for det, han har gjort, men det, der undrer mig, det er, at han ikke får den straf, man normalt giver i den her slags sager. Den skal have hele armen, det er det, jeg synes, er det urimelige, siger Stig Henriksen med henvisning til, at bombetrusler som regel bliver straffet med 20-30 dages betinget fængsel.

Trine Paludan er enig:

- Man gør nogle gange nogle dumme ting som ung, men det behøver ikke ødelægge hele ens liv, og selvfølgelig skal man straffes, men jeg synes efterhånden det virker mere som hævn end som straf.

Den 19-årige tiltalte i sagen kommer fra Lolland og er ikke tidligere dømt for noget.


Nyhedsoverblik