Gigtramt: Jeg kan ikke selv låse min hoveddør

Alice Mouritsen, der lider af gigt, kan ikke selv låse sin dør. Alice Mouritsen bor i en ældrebolig, og derfor må hun ikke selv installere en ny lås.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når Alice Mouritsen forlader sin ældrebolig i Holbæk Kommune, så kan hun ikke låse sin hoveddør. Og hun kan heller ikke låse den indefra. Sådan har det været i de fem år, hun har boet i ældreboligen. Nat og dag.

- Jeg kan ikke rigtig gå nogen steder. Jeg er jo nødt til at lade døren stå åben, og så ved man jo aldrig hvad der kan ske, siger Alice Mouritsen.

Alice Mouritsen lider af gigt - derfor er hendes hænder altid knyttet. Og det betyder, at hun har fået bevilliget hjælp af Holbæk Kommune, til de daglige gøremål. Hver dag får hun leveret mad til boligen, og hun får også hjælp med rengøringen.

Inge Jørgensen er datter af Alice Mouritsen, og ifølge Inge Jørgensen har familien kæmpet med Holbæk Kommune i mere end fem år. De har længe efterspurgt en løsning, hvor moderen selv kan låse døren, men intet er sket.

- Hver gang får vi at vide, at det skal kommunen nok bevillige. De skal bare have fat i boligselskabet VAB, hvor vi mor hører under, og så tager man den den vej rundt, siger kommunen. Men vi aldrig hørt noget, forklarer Inge Jørgensen.

Derfor valgte familien at tage kontakt til TV ØST.

Kommunes ansvar

Alice Mouritsen bor i en ældrebolig. Da boligen ikke er privatejet må Alice Mouritsen ikke selv installere en ny låseløsning. Derfor er det Holbæk Kommune, der har ansvaret for, at Alice Mouritsen får en ny lås. Det er kommunen, der skal godkende og betale løsningen.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Holbæk Kommune på den konkrete sag, men Pernille Kruse, der er formand i Udvalget for Voksne i Holbæk, kan sagtens forstå, at familien er frustreret.

- Selvfølgelig skal vi være med til at borgeren kan klare sig så længe som muligt i eget hjem, hvis det er det borgeren ønsker - og dermed skal man også ku låse sin dør og komme ud igen. Det er klart, fortæller Pernille Kruse, der er formand for Udvalget for Voksne i Holbæk Kommune.

Og fortsætter.

- Jeg vil i løbet af i morgen forvente, at jeg får en opdatering på hvad, det er der er gået galt her, og hvor kæden er hoppet af - hvis man kan sige det sådan. For selvfølgelig skal sagen undersøges og selvfølgelig skal vores borgere være trygge.

Pernille Kruse lover, at der snart vil komme en løsning på problemet. 


Nyhedsoverblik