Måske penge på vej til Sjælland

Det er endnu alt for tidligt at sige, hvordan den belastede kollektive trafik her i regionen forbedres. Men regeringens milliard kan godt ramme vores region.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er alt for tidligt at sige, om og i givet fald hvordan pengene til forbedringer af den kollektive trafik kan komme vores region til gavn.

Det er meldingen fra socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, efter regeringen i dag officielt meddelte, at betalingsringen omkring København droppes til fordel for en saltvandsindsprøjtning til den kollektive trafik.

Regeringen har bøjet sig for massivt folkeligt pres mod ringen – og saltvandsindsprøjtningen skal få flere til at tage bus og tog i stedet for bilen, når de skal på arbejde.

Det er dog oplagt, at nogle af de mange penge bruges netop her, mener Magnus Heunicke.

- Vores region har nogle af de allermest overfyldte toge i Danmark. Jeg var selv med toget i morges, og folk måtte stå op hele vejen. Men selvom der i regeringens forslag er afsat 125 millioner kroner til netop at forbedre det eksisterende materiel, så kan vi ikke sige hvor mange af de penge, der rammer vores region, siger Magnus Heunicke til TV2 ØST.

Han opfordrer dog til, at man nøje ser på, hvordan pengene skal fordeles.

- Det er klart, at hvis vi smører de penge, vi sætter af, ud over alle grupper i hele landet, så batter det ikke. Derfor må vi i forhandlingen se på, hvor eller hvilke grupper, der skal have gavn af pengene, siger han.


Nyhedsoverblik