Gav førstehjælp ved dødsulykke: Det var voldsomt

25-årige Simon var sammen med en engelsk læge den første til at give førstehjælp ved en voldsom trafikulykke ved Jyderup, hvor to personer mistede livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Simon var på vej til Kalundborg tirsdag eftermiddag ved 14-tiden, da han pludselig blev en af hovedpersonerne i en redningsaktion. På Skovvejen ved Jyderup var der sket et voldsomt uheld, og Simon holdt ind til siden.

- Jeg kørte bag en politibil, der blev vinket ind, og så kunne jeg se, at der ikke var nogen reddere til stede, så jeg tog min førstehjælpstaske og løb over til de tilskadekomne, fortæller Simon, der gennem Forsvaret er uddannet i førstehjælp og sygepleje.

Det var voldsomt

En engelsk læge var også holdt ind, og de to gik i gang med førstehjælpen. De kunne hurtigt se, at to af de involveredes liv ikke stod til at redde og koncentrerede sig derfor om den tredje person i stedet for.

- Han havde det skidt og var ikke så snakkesalig, så vi betragtede hans situation som kritisk, siger Simon, der stadig er rystet over synet af de to omkomne ved siden af.

- Det var voldsomt. Jeg har set mange grusomme ting i mine 25 år, men det her tager toppen. De var meget ilde tilredt, og det var virkelig ubehageligt.

Trykket og magtesløs

Simon forlod stedet, da redningsfolkene dukkede op. Han skruede højt op for musikken i bilen, indtil han var hos en god veninde i Kalundborg.

- Jeg kunne godt mærke, at jeg var påvirket, men jeg forsøgte ikke at tænke så meget på det, før jeg var fremme. Jeg følte mig magtesløs over ikke at kunne gøre mere og var nok lidt i chok. Jeg var trykket og ked af det, men jeg har fået snakket lidt med min familie og venner og en brandmand, jeg kender, som også har oplevet nogle voldsomme ting. Han foreslog mig at få noget krisehjælp, og det overvejer jeg, siger Simon.

Fører skal muligvis fremstilles

Det var en varevogn og en personbil, der kørte sammen i krydset ved Jyderup. De to omkomne er et ældre par på 85 og 89 år. De kommer begge fra Jyderup, mens den 24-årige fører af varevognen ikke er fra lokalområdet. Uheldet skete, da han kørte over for gult eller rødt, hen over en spærreflade og ind i siden på personbilen.

Føreren af varevognen er nu sigtet for uagtsomt manddrab, og politiets jurister er ved at undersøge, om han skal fremstilles i grundlovsforhør. Den 24-årige kom ikke alvorligt til skade ved ulykken.


Nyhedsoverblik