Forsorgshjem gav antabus uden recepter

Sønderskovhjemmet har været under skærpet tilsyn, skriver Folketidende. Forsorgshjemmet på Lolland håndterede ikke recepter og beboernes penge ordentligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en klage fra en beboer på hjemmet, der fik Guldborgsund Kommune til at reagere.

Flere ulovligheder
- 5. oktober modtog vi en klage fra en beboer, der undrede sig over flere af Sønderskovhjemmets fremgangsmåder, og det har vi naturligvis undersøgt, siger socialchef i Guldborgsund Kommune, Dorthe Foersom til Folketidende.

Det viste sig, at Sønderskovhjemmet uddelte antabus til beboere uden at have recepter, lavede ulovlige aftaler om at opbevare beboernes penge for dem, og lod beboerne betale deres ophold forud, hvilket ikke er lovligt. Det skriver Folketidende.

Under tlsyn fra kommunen
- Vi har haft Sønderskovhjemmet under skærpet tilsyn i en måned, mens de rettede op på sagerne. Det har de så gjort nu, og derfor er det skærpede tilsyn også ophævet, fortæller Dorthe Foersom til Folketidende.

Forstander på Sønderskovhjemmet - og viceborgmester i Guldborgsund Kommune - Flemming Jantzen (Venstre) undrer sig over, at kommunen pludselig griber ind nu. For der har aldrig været kritik af de forhold før.

- Så sent som i marts i år havde vi et tilsynsbesøg, hvor de intet kritisk havde at sige ifølge deres egen rapport. Jeg vil tro, at mange af vores procedurer stammer helt tilbage fra 1970'øerne, og vi har aldrig hørt noget kritisk om det før, siger Flemming Jantzen til avisen.

Fakta: Sønderskovhjemmet

  • Sønderskovhjemmet ligger ved Toreby på Lolland og har plads til 37 beboere
  • Formålet er at modtage mænd, der er kommet i en vanskelig situation og give dem et hjem for en kortere eller længere periode.
  • Sønderskovhjemmet er ikke et behandlingssted, men et hjem, hvor man under trygge forhold får mulighed for at genfinde sig selv og samle kræfter til igen at klare tilværelsen. Skal dette lykkes, kræver det en positiv medvirken fra beboerens side.

Kilde: http://www.sonderskovhjemmet.dk


Nyhedsoverblik