Forløbet bag moske skal undersøges

Foto: TV ØST

Politiker, kommunaldirektør og borgmester vil have undersøgt forløbet bag den omstridte moske i Skælskør

- Vi kan bekræfte hinanden i, at forløbet ikke har været heldigt, fortæller Dansk Folkepartis Henrik Brodersen efter han har holdt møde med Slagelses borgmester Stén Knuth og kommunaldirektør Søren Lund.

De tre mødtes for at diskutere den serbiske moske, der er blevet åbnet i Skælskør. De blev enige om, at der skal laves et notat om forløbet bag moskeen.

Borgmester Stén Knuth ønsker ikke at kommentere på, hvad der skal ske med moskeen, før han har set notatet.

- Jeg mødtes med Brodersen og Søren Lund, vi har bedt om at få et notat om forløbet, så tager vi den derfra, siger Stén Knuth.

 

Kommet ind af bagdøren

Siden moskeen åbnede i starten af november, har den fået en blandet modtagelse. Henrik Brodersen kritiserer forløbet bag moskeen og mener, at den er kommet ind af bagdøren, idet hverken naboer eller politikere har kendt til sagen.

- Forvaltningen har givet en blåstempling uden at forhøre sig nærmere, lyder kritikken fra Henrik Brodersen, der sidder i Slagelse Byråd.

Et flertal i Slagelse kommune afviste i sommer at åbne en moske i Slagelse, derfor er Henrik Brodersen nu forundret over, hvorfor administrationen har godkendt moskeen i Skælskør uden at informere politikerne.

- Når man ved, hvor meget uro der har været med et bederum i Slagelse, kan jeg ikke forstå, at forvaltningen har godkendt ansøgningen. Det havde været bedre med synlighed og dialog, slår Henrik Brodersen fast.

Naboerne er ikke blevet informeret

Henrik Brodersen kritiserer især forvaltningen for, at der mangler synlighed over for beboerne.

- Naboerne kan ikke forstå, hvorfor vi siger nej det ene sted, og så kan de pludselig høre sigøjnermusik i området, siger Henrik Brodersen.

Skælskør Romers Multikulturel forening fik godkendt deres ansøgning om at flytte til nye større lokaler i Skælskør, fordi de overholder lokalplanen. De vil nu kæmpe for, at de får lov til at blive.

- Hvis de får lov at blive, og vi ikke har en anledning til at lukke moskeen, vil vi sørge for, at der kommer en aftale, så naboerne kan drikke kaffe i deres haver, uden der bliver kaldt til bøn i tide og utide, slår Henrik Brodersen fast.

Læs også: Moské i modvind

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App