Tre år har de ventet på en afgørelse, og efter anden etape af ankesagen mod den 61-årige pædagog, venter forældrene stadig. Sidste år blev en 61-årig pædagog dømt for at blufærdighedskrænke 14 børn i Børnehuset Eventyrlunden i Holbæk.
I dag fortsatte ankesagen så i Østre Landsret, efter retssagen sidste år blev sat på pause, da man skulle have en børnesagkyndig til at vurdere videoafhøringerne af børnene.
Vores reporter Jessica Skovmose har været til stede i retten hele dagen, og hun fortæller, at mange forældre er frustrerede over, at hverken de eller deres børn kan få en afgørelse i sagen.
- Det er en meget følsom sag for mange af de forældre, der er mødt op i dag. Først bliver pædagogen kendt skyldig. Dernæst bliver dommen anket og udsat i et år, og de her forældre møder stadig pædagogen nede i Brugsen, siger Jessica Skovmose til TV ØST.
Overgrebene skulle have fundet sted tilbage i 2011 og 2012. Den 61-årige mand valgte efter byrettens afgørelse at anke sagen, da hverken den 61-årige eller hans forsvarer mente, at videoafhøringerne af de krænkede børn kunne bruges som bevis i retten, fordi børnene blev stillet ledende spørgsmål. Der forventes at falde dom i Østre Landsret den 16. oktober.