Flotte besøgstal i Sommerland Sjælland trods drilsk sommervejr

Trods et ustadigt sommervejr kiggede 155.000 gæster forbi Sommerland Sjælland i løbet af sæsonen i år. Det når ikke sidste års rekordhøje tal på 162.000, men direktør Kåre Dyvekær er godt tilfreds med tallet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vildkatten har kørt sin sidste tur i 2015, Simulator-Inator har vist sin sidste film i 2015, og Sorte Berta har affyret sine sidste skud – kort sagt så er sæsonen 2015 forbi, og Sommerland Sjælland er lukket indtil lørdag den 14. maj 2016.

Det danske sommervejr har i år vist sig fra sin mere drilske side, det til trods kan Sommerland Sjælland se tilbage på en ganske god sæson rent besøgsmæssigt, skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

- Vi har solgt knap 14.000 sæsonkort, hvilket er ny rekord og omkring 1.000 mere end sidste år, fortæller Kåre Dyvekær, der er direktør i Sommerland Sjælland, og fortsætter:

- Siden den 14. maj, hvor vi åbnede, har mere end 155.000 gæster besøgt os. Vi har endnu ikke det eksakte tal, da vi mangler de sidste tilbagemeldinger fra vores samarbejdspartnere.

Tallene afslører, at man ikke helt når op på sidste års rekordhøje tal, hvor 162.000 gæster besøgte parken, alligevel er Kåre Dyvekær godt tilfreds med sæsonen.

- Vi er fint tilfredse med vores sæson, når man tager vejret med i betragtningen. Specielt antallet af solgte sæsonkort viser, at vi har et stærkt brand, som gæsterne gerne vender tilbage til, konstaterer en tilfreds direktør.

Forbereder sig til 2016

Sommerland Sjælland er allerede godt i gang med at lukke parken ned samtidig med, at forberedelserne til den kommende sæson også er påbegyndt.

- Vores nyhed 3D-biografen, Simulator-Inator, var en stor succes. Og allerede nu kigger vi på en opgradering af den, så vi kan øge flowet og dermed give gæsterne en endnu bedre oplevelse, forklarer Kåre Dyvekær, som samtidig glæder sig over gæsternes kommentarer til parkens indretning:

- Helios-konceptet med vores blomsterpark begynder for alvor at stå stærkt. Det kan vi høre, at gæsterne lægger mærke til og kommenterer på. Så vores satsning med at skabe en flot park bærer virkelig frugt.

Stor interesse for hytter og mobilsjov

Rigtigt mange af Sommerland Sjællands gæster har i år benyttet sig af muligheden for at få parken som sin nærmeste nabo, når de har taget en eller flere overnatninger i sommerlands egne hytter.

- Vi har virkelig haft stor søgning på hytterne med en rekordbelægning på 1.073 overnatninger i løbet af sæsonen,siger direktøren, der også er mere end godt tilfreds med, at parkens forskellig mobilsjov, der kan aktiveres med app eller sms, bliver brugt af gæsterne i større og større omfang.

Det betød blandt andet, at der i juli blev sat ny rekord med 85.470 sms-aktiveringer, hvor parkens gæster satte ekstra gang i blandt andet TeleSplash, Amazonas og sørøverskibet Sorte Berta med deres mobiltelefoner.

- Det er rigtig fedt, at vores gæster tager godt imod de mange nye mobile tiltag, for dem vil de også se endnu flere af i næste sæson, slutter Kåre Dyvekær, som sammen med Sommerland Sjællands ansatte nu går i gang med at forberede sæson 2016.

Blandt andet arbejdes der på en opgradering af webshoppen, som betyder, at sæsonkortholdere vil kunne forny deres sæsonkort online.


Nyhedsoverblik