Flere ulykker skabte kø på Sydmotorvejen

På Sydmotorvejen mellem Lellinge og Herfølge opstod torsdag eftermiddag hele 2 uheld, og det gav langvarig kø for bilisterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trafikanter på Sydmotorvejen måtte torsdag eftermiddag væbne sig med tålmodighed.

2 ulykker på samme strækning resulterede i, at politiet valgte at lukke for al trafik i både sydgående og nordgående retning mellem Lellinge og Herfølge.

- Der er sket flere ting lige efter hinanden, og vi har en teori om, at det er det ene uheld, der har foranlediget det andet, fordi der er opstået kø, siger Martin Hockerup, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Ild i et dæk

Det første uheld skete omkring klokken 13.55 nord for Lellinge, hvor en personbil kom til at køre ind i en punkteret tankvogn, fordi vedkommende ikke fik bremset i tide. Føreren af bilen blev efterfølgende fragtet til sygehuset med mindre knobs.

- I forbindelse med episioden skete der et mindre sammenstød, og kvinden i personbilen fik overfladiske skrammer, siger Martin Hockerup.

Lastbil væltede

Det andet - og mest alvorlige - uheld skete klokken cirka 15.13 syd for Herfølge. En skraldebil bagerst i køen var uopmærksom og overså, at bilerne foran kørte langsomt. Skraldebilen kom herefter til at skubbe en personbil op i en lastbil, der holdt foran. Ifølge Martin Hockerup er der i dette tilfælde tale om både dødsfald og kvæstelser.

- Flere var fastklemte. Personbilen blev ført af en mand, som afgik ved døden, mens passageren i bilen og chaufføren i skraldevognen kom alvorligt til skade. De er dog udenfor livsfare, siger han.

Sydmotorvejen genåbnet

Politiet valgte at lede al trafik af ved afkørslen ved Lellinge og rådede andre bilister til at finde alternative ruter. Også landevejene i det nærliggende område var ramt af kødannelse.  

Opdateret: Vejdirektoratet oplyser klokken 19.44, at Sydmotorvejen nu er helt genåbnet.


Nyhedsoverblik