Nyheder fra din hverdag

Flere penge til fort

Foto: TV ØST

Støtteforeningen for koldkrigsmuseum Stevnsfort har fået yderligere halvanden million til etableringen af fortmuseet.

Koldkrigsmuseet, der skal etableres i det gamle Stevnsfort, har nu fået yderligere et millionbeløb

Lokale- og anlægsfonden har tirsdag bevilget  1,5 million kroner til museet, der ventes at åbne i august næste år

Med tidligere donationer i millionklassen fra fra A.P. Møllers familiefond og Nordea Danmark fonden er der nu så mange midler, at det er muligt at indrette koldkrigsmuseet på en sådan måde, at der bliver tale om et virkeligt oplevelsescenter, skriver Dagbladet

Torben Frølich, der er direktør i Lokale- og Anlægsfonden, er meget tilfreds med at fonden kan støtte museumsprojektet ved Stevns Klint

- Koldkrigsmuseet er et unikt museum, da det tilbyder de besøgende en kropslig oplevelse frem for udstillinger i montrer. Samtidig er det spændende, at både det kultur- og naturhistoriske islæt er ramme om museet. Der er tale om et museum, som vil række langt ud over Stevns, vurderer Torben Frølich.

Stevnsfortet består af en række lange gange og mange forskellige rum gravet ud 18 meter under jorden i de kridt- og flintformationer, som udgør Stevs Klint. Museet ved Stevnsfortet bliver derfor ikke kun et kulturhistorisk museum. Det bliver også et naturhistorisk museum, hvor flintformationerne i det tykke kridtlag i området kan studeres på nær hold.

Det forventes, at koldkrigsmuseet slår dørene op for publikum i slutningen af august næste år.

Tip os Har du et godt tip?