Flere frivillige rekrutteres til plejehjem

Frivillige er ved at blive en fast del af hverdagen for ældre på mange plejehjem, og et stigende antal kommuner rekrutterer selv frivillige, fx i Odsherred.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På mange plejehjem landet over er det frivillige, der står for alt fra madlavning, indkøb til gymnastik og it-undervisning. Kristeligt Dagblad har ringet til ældreplejen i 10 større og mindre kommuner, og meldingen er, at de frivillige bliver brugt langt mere systematisk end for blot få år siden.

I fuld gang
Kommuner som Odsherred, Gentofte, Odense, Aarhus, Esbjerg, Herning, Aalborg og Ikast-Brande er i fuld gang med at organisere frivillige på plejehjem.

Flere steder annoncerer plejehjemmet eller kommunen selv efter frivillige. I andre tilfælde indgår de partnerskaber med organisationer som Ældre Sagen og Dansk Røde Kors.

Mindsker ensomhed
I Københavns Kommune har 31 af kommunens i alt 43 plejehjem tilknyttet frivillige, og målet er, at alle plejehjem skal have hjælp af en kreds af frivillige inden 2015.

- Vi vil gerne have, at alle plejehjem samarbejder med frivillige om at skabe indhold i hverdagen. De ældres følelse af ensomhed kan blive mindre, hvis der kommer flere frivillige til, siger ældrechef i Københavns Kommune, Margrethe Kusk Pedersen.

I Viborg har samtlige kommunens 17 plejehjem tilknyttet fra nogle få og helt op til 80 frivillige.

Rummer dilemmaer
I Ældre Sagen er man ikke i tvivl om, at de frivillige kan bidrage til plejecentrenes ofte skrantende sociale liv. Men udviklingen rummer en række dilemmaer:

- De frivillige er frivillige, fordi de vil gøre en forskel. Ikke fordi de skal udføre bestemte opgaver, der er bestilt af kommunen, siger Maria Blankensteiner, udviklingskonsulent i Ældre Sagens frivillighedsafdeling.

I plejehjemspersonalets fagforening, FOA, er faglig sekretær Karen Stæhr heller ikke udelt begejstret for tendensen:

- Vi har flere eksempler på, at man fyrer fastansatte og derefter ansætter frivillige. På den måde bliver der kun det hårde plejearbejde tilbage til personalet, og det gør noget ved medarbejderens arbejdsmiljø og kan også betyde, at de ældre får dårligere forhold.

/ritzau/


Nyhedsoverblik