Fire friskoler på vej i år

I takt med at folkeskoler må lukke, popper friskoler op. På Stevns har en kommende friskole netop købt skolebygninger af kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det lille lokalsamfund i Hellested på Stevns var inviteret til bobler, kage og skåltaler i hallen i dag.

Landsbyen betaler

På et kommunalbestyrelsesmøde i aftes solgte kommunen nemlig Hellested Skoles bygninger til bestyrelsen bag den kommende Hellested Friskole. Pris: to millioner kroner.

- Det er simpelthen borgere, der har lånt os pengene, så vi kunne købe skolen. Det er jo simpelthen så stort, siger næstformanden for Hellested Friskole, Fie Mathiesen til TV2 ØST.

Folkeskoler lukker - friskoler åbner
Hellested Friskole er blot en af fire friskoleforeninger, der har planer om at åbne friskoler her i regionen til august. I forvejen er der 32 privat- og friskoler.

På Stevns er der opstået to friskoleforeninger, efter kommunen har valgt at lukke tre folkeskoler fra næste skoleår. Årsagen er faldende børnetal, og besparelsen ved lukningerne lyder på 4,6 millioner kroner.

- Jeg synes jo, det er trist, for jeg går egentlig ikke ind for, at Hellested Skole skal være en friskole, men det blev det, fordi jeg simpelthen stampede i jorden og sagde: nej, det vil jeg bare ikke finde mig i. De skal ikke lukke mine børns skole, siger Fie Mathiesen.

Rift om eleverne

Børneudvalgsformanden i kommunen spår dog en svær fremtid for friskolerne:

- Livet bliver vanskeligt for de her friskoler, for vi er nede på 172 fødsler sidste år, og det giver måske basis for 7 klasser eller sådan noget i den stil, så der bliver rift om eleverne, siger Hans Christian Rasmussen (SF).

Han tror dog ikke, friskolerne får held med at hente elever fra de tre folkeskoler, der fortsat vil være på Stevns:

- Nej, fordi vores tilbud bliver så godt, at vi sagtens kan matche det som friskolen stiller op med, siger Hans Christian Rasmussen og henviser til, at de 4,6 millioner kroner, kommunen sparer ved at lukke folkeskoler skal bruges på at opkvalificere de folkeskoler, der er tilbage.

 

 


Nyhedsoverblik