En 37-årig mand fra Gislinge ved Holbæk er blevet fløjet til Rigshospitalet, efter en bil på et værksted til morgen faldt haldanden meter lodret ned og ramte manden.
Trods den store vægt, der blev forstærket af faldet, meldes manden dog uden for livsfare, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
- Han er blevet hjulpet fri og fløjet med helikopter til Rigshospitalet, hvor han skal tjekkes for indre blødninger. Men den foreløbige melding er, at han ikke er i livsfare, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ritzau.
Han oplyser samtidig, at de pårørende til manden er blevet underrettet.
Ulykken skal undersøges
- En bil er faldet halvanden meter ned og har ramt ham, men vi ved endnu ikke, hvad årsagen til ulykken er, fortæller Martin Bjerregaard.
Arbejdstilsynet er nu tilkaldt for at undersøge årsagen nærmere.
Ulykken skete på et autoværksted i Kirke Hyllinge ved Lejre.
/ritzau/