Flere unge i Vestsjælland vælger en erhvervsuddannelse snarere end at fortsætte i gymnasiet eller på handelsskole Og det er et problem, skriver Dagbladet.
- Det er naturligvis godt, at mange unge vælger erhvervsuddannelser, men på længere sigt er det et problem for Vestsjællands position i videnssamfundet, at så få vælger gymnasiale uddannelser. Det vil blive særdeles svært at leve op til regeringens målsætning om, at 50 procent af en årgang skal have en videregående uddannelse, siger Ulf Lindow, der er vejledningschef i Ungdommens Uddannelsesvejledning Vestsjælland.
På landsplan vælger godt 61 for hver 100 elever at forsætte på en gymnasial uddannelse efter 10. klasse. På Vestsjælland er det kun godt 46. Tallene for 9. klasseseleverne er henholdsvis 34 på landsplan og 30 regionalt.
Værst står det til i Ringsted. Her vælger kun 35 elever for hver 100 at begynde på gymnasiet efter 10. klasse, mens antallet er godt 67 i Sorø. Ifølge Ulf Lindow er årsagen, at både forældrenes uddannelsesniveau og indtægt generelt set er højere i Sorø end i Ringsted.
- Uddannelsesvalget er stadig socialt skævt, siger han og tilføjer, at det også betyder en del, at Ringsted endnu ikke har sit eget gymnasium.
- Der er det helt afgørende, at der kommer et gymnasium i Ringsted, understreger vejledningschefen.