Et enkelt skud dræbte 22-årig i rockerkonflikt

22-årige Edin Fakic blev dræbt af et enkelt skud i hovedet, da der i december 2013 blev affyret skud ind gennem ruderne i Fakic' hjem i Næstved, fortæller anklager Emil Folker på sagens første retsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et enkelt skud dræbte 22-årig Edin Fakic 9. december 2013. Det fortæller anklager Emil Folker i retten mandag, hvor sagen er begyndt.

En 21-årig mand med tilknytning til Bandidos er tiltalt i sagen, der betragtes som et opgør i rockerkredsene.

Natten til den 9. december blev Edin Fakic dræbt af et skud fra en maskinpistol, mens han sad med sin telefon i sin sofa. Han blev ramt i venstre kind, en del af projektilet fortsatte ind i lillehjernen, og han døde øjeblikketligt, forklarer anklageren. Hans storebror, der også boede i lejligheden, fandt ham umiddelbart efter skuddet.

Fakic' storebror havde efter politiets opfattelse tilknytning til rockergrupperingen Westside Nation, som var en udbrydergruppe af Bandidos. Gruppen havde i skarpe vendinger kritiseret Bandidostoppen, hvilket formentligt har været en af årsagerne til, at der i en periode var en del sammenstød mellem de to grupperinger i Næstved. Konflikten kulminerede i december med drabet på Edin Fakic.

 

Nægter sig skyldig

Den 21-årige forholder sig roligt under oplæsningen af anklagerne og politiets rapporter om sagen. Han er iklædt Nike-sko, mørke jeans, en sort sweater med en blå skjorte indenunder, hvor tatoveringerne stikker op over kraven på højre side af halsen. Han smilte, da han kom ind, og de to fremmødte venner hilste med et 'hej, lille fyr' og spurgte de tre politifolk, om hans kæreste kunne få lov til at give ham noget medbragt mad.

Det er et nævningeting, der skal tage stilling til, om det var den 21-årige, der skød og dræbte Edin Fakic. Han nægter sig skyldig i anklagerne, som også tæller besiddelse af maskinpistolen.

Mellem fem års fængsel og livstid

I dag eksisterer Westside Nation ikke længere. Bandidos huserer stadig i Næstved, og så har en anden bandegruppering, nemlig Black Army, taget bopæl i byen.

Den 21-årige er tiltalt efter straffelovens § 237, så hvis han dømmes skyldig, vil han få mellem fem års fængsel og livstid.

Der er afsat seks retsdage til sagen, og dommen forventes at falde den 9 december i år, præcis på toårsdagen for drabet.

Læs mere: Ny udvikling i drabssag - politiet efterlyser hjælp

Læs også: Tavshed i sag om rockerdrab

Læs også: Politi efter skuddrab: Folk skal ikke frygte fejlskud

Læs også: Politiet efterlyser vidner til drab


Nyhedsoverblik