Der er udsigt til massive køer på motorvejen i de kommende år.
Både Vestmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen skal nemlig graves op i forbindelse med det kommende jernbanebyggeri på Sjælland. Det skriver DAGBLADET Køge.
Mellem Ringsted og Køge skal vejen graves op ved Kongsted, hvor jernbanen skal krydse motorvejen i en 300 meter lang tunnel, og ved den nye station Køge Nord skal motorvejen ligeledes graves op for at skabe plads til en ny jernbane-tunnel ind til Køge Station.
Alvorlige problemer for trafikken
Efter planen vil det omfattende anlægsarbejde ske i perioden november 2013 til december 2014, og tunnelbyggerierne får markant indvirkning på biltrafikken.
På et informationsmøde torsdag i Køge om anlægsprojektet forklarede projektchef i Vejdirektoratet Peter Garborg, at jernbanetunnelerne vil blive anlagt i etaper.
Dermed kan man lade de op mod 100.000 daglige biler på motorvejsnettet passere i indsnævrede spor i den modsatte side af motorvejen.
- Men der er ingen tvivl om, at vi står med store udfordringer, sagde Peter Garborg.