Endnu en røver fængslet

En 48-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i 4 uger for røveri mod Eurospar i Ringsted i januar. En 24-årig mand er allerede varetægtsfængslet i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har anholdt endnu en røver i sagen fra Eurospar på Køgevej i Ringsted. Den 48-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag og varetægtsfængslet frem til 27. februar.

Røveriet skete søndag den 19. januar omkring klokken 22, hvor en knivbevæbnet mand begik røveri mod Eurospar og fik udleveret et mindre kontantbeløb og nogle kartoner cigaretter. Han flygtede til fods til en afventende bil i området.

Røver 1 ledte frem til røver 2

Et årvågent vidne noterede sig bilens nummerplade, hvilket betød, at politiet kort efter røveriet kunne anholde en 24-årig mand fra Ringsted og den kvinde, på hvis bopæl han opholdt sig. Denne mandlige røver blev varetægtsfængslet dagen efter røveriet, mens kvinden blev løsladt inden grundlovsforhøret.

Politiet efterforskede videre i sagen og fandt blandt den varetægtsfængslede røvers bekendte en person, hvis signalement passede bedre på den røver, der gik ind i butikken end signalementet af den fængslede røver. Mistanken rettede sig mod en 48-årig mand fra Ringsted, som politiet ledte efter lokalt, indtil Sydsjællands og Lolland-Falsters politi anholdt ham på Lolland tirsdag den 4. februar.

Den 48-årige blev sigtet for røveriet og blev i går onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde, hvor dommeren altså besluttede, at den 48-årige skulle varetægtsfængsles foreløbigt frem til 27. februar 2014.

 


Nyhedsoverblik