Elever ræser efter læreplads

De er næsten færdige med grundforløbet på erhvervsskolen EUC i Næstved, men fremtiden er usikker for holdet af mekanikeraspiranter. De kan ikke finde læreplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I over 30 uger har de knoklet med at gøre en bunke skrottede Ford-biler klar til ræs. Tirsdag kom så endelig kulminationen for en flok elever fra erhvervsskolen EUC i Næstved. De fik lov at konkurrere i deres biler på racerbanen Nisseringen.

- Det bliver fedt at give den noget gas. Et adrenalinkick, spåede eleverne Daniel Jensen og Torben Nørgaard før turen.

Dagen på Nisseringen markerer afslutningen på elevernes grundforløb, men samtidig begyndelsen på uvished. Kun en femtedel af de 30 elever har fundet den læreplads, de har brug for for at forfølge drømmen om at blive mekaniker.

- Vi har været rundt med ansøgninger og vist engagement ved selv at møde op hos de forskellige virksomheder. Men alle siger nej. Man kan godt miste modet lidt, men vi må bare klø på, lyder det fra de to elever.

Deres lærer mener, den økonomiske krise bærer en stor del af skylden for de manglende pladser.

- Mange steder fyrer de jo svende. Så er det svært at ansætte lærlinge. Jeg tror også, mange har en idé om, at det er mere omstændeligt at have en i lære, end det i virkeligheden er, vurderer Stefan Olafsson, der er faglærer på EUC Sjælland.

På Nisseringen havde Daniel Jensen og Torben Nørgaard gevaldige problemer med at få deres bils motor i gang, men det lykkedes begge drenge at få ræset et par omgange på banen.


Nyhedsoverblik