Ekspert: Forældre gemmer børn i desperation

Forældre, der gemmer deres børn for omverdenen, er ofte drevet af en trang til at beskytte, forklarer advokat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når en mor eller far går under jorden med et barn eller medvirker til at skjule en søn eller datter, handler de ofte i desperation.

Men ofte er det også resultatet af kalkulerede overvejelser, når forældre - for at undgå en tvangsfjernelse - gemmer barnet.

Det forklarer advokat Lars Buurgaard Sørensen, der har specialiseret sig i sager om tvangsfjernelse af børn og unge.

- Forældrene er uenige i, at de ikke er gode nok. Ofte tænker de, at hvis de i virkelighedens verden beviser, at de kan tage vare på deres børn, så må myndighederne da ændre holdning, siger Lars Buurgaard Sørensen.

- Endelig tror jeg også, at nogle af sagerne drives af forældrenes instinktive trang til at beskytte deres børn uanset hvad, siger han.

I en sag fra Næstved er to kvinder tiltalt for sammen med en sognepræst at have skjult en femårig dreng for myndighederne i april sidste år.

Næstved Kommune havde besluttet, at drengen skulle fjernes fra hjemmet, og det forsøgte barnets mor og mormor altså at forhindre.

I otte dage boede barnet i præst Vagn Birk Jensens hjem i Tyvelse på Midtsjælland. Herefter blev drengen kørt til præstens sommerhus i Rørvig af sin mor og mormor.

- Jeg kan godt se, at det var forkert. Vi handlede i desperation, siger drengens mormor, da hun afgiver sin forklaring i Retten i Næstved.

Det hører til sjældenhederne, at der rejses sag mod forældre eller andre, fordi de har bortført eller skjult et barn for myndighederne.

- Mit bedste bud er, at der er mellem fem og 10 sager om året, siger advokat Lars Buurgaard Sørensen.

Ifølge ham kan sagerne opdeles i to kategorier.

Dels er der de tilfælde, hvor voksne går under jorden med børnene. Dels er der de mere spektakulære sager, hvor børn fødes i skjul og holdes uden for myndighedernes radar.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at der i Danmark lever nogle børn på den måde, selv om det er en kompliceret affære og selvsagt skidt for børnene, siger han.

Retspraksis i disse sager, som handler om overtrædelse af straffelovens § 215, er ifølge Lars Buurgaard Sørensen relativt mild.

- Der skal meget til, for at der udløses en ubetinget fængselsstraf, siger han.

Præsten Vagn Birk Jensen, som i øvrigt er provst i Næstved, blev i juni idømt 30 dages betinget fængsel for at skjule drengen.

Dommen over moren og mormoren ventes at falde mandag eftermiddag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik