Den mand, der er sigtet for onsdag at dræbte en 30-årig kvinde med knivstik i Nykøbing Falster, er psykisk stærkt ude af balance. Derfor er han ikke i stand til at deltage i grundlovsforhøret torsdag ved Retten i Nakskov, oplyser politiet.
- Han er meget påvirket af situationen og for syg til at møde op i retten. Derfor bliver retsmødet holdt uden ham, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til til TV ØST.
Endnu ingen forklaring
Manden henvendte sig selv til politistationen i Nakskov sidst på formiddagen onsdag og fortalte om drabet. Hvad årsagen til den 34-åriges mands handling er, forsøger politiet at få klarhed over.
- Vi har ikke haft mulighed for at afhøre ham endnu , siger Søren Ravn-Nielsen.
Den 30-årige kvinde blev fundet dræbt af flere knivstik i en lejlighed på Stormarks Allé.
Den dræbte kvinde havde tre børn - ifølge Ekstra Bladet sammen med den 34-årige. Avisen skriver, at han efterfølgende skal have hentet de tre børn i skolen onsdag og kørt dem til sin mor.
I et nyhedsbrev til forældre og elever skriver skolelederen på Stormarkskolen, hvor alle tre børn går, at de sociale myndigheder nu tager sig godt af de tre børn.
/ritzau/ TV ØST