Massevis af vandmænd på strande - måske flere på vej

En masse døde vandmænd har indtaget flere strande i Odsherred. Flere er højst sandsynligt på vej ifølge en naturvejleder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag aften tog Conny K. Hansen fra Østholdet billeder af strandbredden i Odsherred, da der lå tusindvis af døde vandmænd på stribe. Nu forudser en naturvejler, at flere vandmænd og brandmænd muligvis vil komme til afhængigt af vejret og strømmen. 

- Jeg blev meget overrasket, for jeg har aldrig set så mange på hernede. Det var helt vildt, siger Conny K. Hansen, som ofte går ture på stranden med sin hund Pan. 

Mandag bragte TV ØST Conny K. Hansens billeder, som er taget mellem Vraget Strand og Sanddobberne i Odsherred. 

Det har fået andre til at skrive på TV ØST's facebookside. Blandt andre skriver Rikke K. Nielsen:

- Der var også rigtigt mange ved Havnsø strand lørdag.

Mens Lillian Wittig skriver:

- Også Ornum strand og Bjerge.

 Naturvejleder Helle Kjær Laigaard fra Odsherred og Holbæk Naturskole tror, at der muligvis vil komme flere til. 

- Der kommer højst sandsynligt flere vandmænd til strandene, men det kommer an på, hvordan strømmene i vandet får klyngerne af vandmænd og brandmænd til at bevæge sig. Nogle ender ude på det dybere vand, mens andre ender på strandene, siger Helle Kjær Laigaard. 

Hun forklarer, at den store bestand af vandmænd og brandmænd er forårsaget af den milde vinter, som har givet dem rigtig gode forhold til at formere sig.

Desuden ligger vandmændene oppe på stranden, fordi fralandsvinden har fjernet det varme overfladevand, så det dybe havvand, hvor vandmændene holder til, er blevet skyllet op. 

Højsæson for vandmænd er fra forår til efterår.  


Nyhedsoverblik