Det Ny MadMarked i Præstø hitter igen

Efter en hård konkurs i januar er Præstø Ny MadMarked nu på benene igen. Med ny bestyrer, nyt navn og stor succes på bare få måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er igen kommet gang i køkkenet i Præstø Ny MadMarked på havnen i byen. Faktisk går det efter kun få måneder aldeles godt i butikken med nyt navn og ny bestyrer:

-  Det går rigtig, rigtig godt, vi har meget at lave og en masse kunder, som kommer her, fortæller Trine Bechmann, der siden marts har fået forvandlet en økonomisk ruin til noget, der ligner en succes.

Et uoverskueligt rod i regnskaberne i begyndelsen af året fik de to populære madmarkeder i Store Heddinge og Præstø til at gå konkurs. Men så blev selve ideen om forretninger med lokale råvarer og økologi reddet på målstregen, da indehaverne af MadMarked i Korsør købte konceptet og genåbnede butikken i Præstø med Trine Bechmann i spidsen.

-  Selvfølgelig har jeg haft kriller i maven, men jeg tror på, at man ved nogle få ændringer kan få det til at lykkedes, siger hun.

På få måneder er det da også blevet til i alt 8 ansatte samt en stigende omsætning i Præstø Ny Madmarked og bestyreren krydser fingre for endnu mere succes.

-  Jeg håber på, at vi får endnu mere travlt, siger Trine Bechmann.

Præstø Ny MadMarked holder sommeren over åbent alle ugens dage.


Nyhedsoverblik