De små og de ældre sang julen ind

De yngste og de ældste i Holbæk mødtes onsdag formiddag på Stenhusbakken til et projekt, der forener rollator og legetøj.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag formiddag fyldtes Plejecenteret Stenhusbakken af en helt særlig lyd. Nemlig lyden af lyse, glade børnestemmer, der sammen med de ældre beboere sang kendte danske jule- og børnesange. Børnestemmerne tilhørte børn fra dagplejen ved Dagtilbudsdistriktet ved Tuse Næs.

 - Formålet er at bringe glæde ind i hverdagen ved at skabe samvær med børn. For de ældre borgere skaber det livsglæde, tryghed og venskaber, fortæller Pia Overgaard, der er plejecenterleder på Stenhusbakken.

Cirka 20 beboere sad og nynnede med, da børnene kom på besøg. 

Et besøg om måneden

Besøgene finder sted en gang om måneden, så de yngste og de ældste kender efterhånden hinanden.

Ved begyndelsen af hvert besøg, starter børnene i fælleskab med de ældre at synge navnesange, hvor alle deltagende – både små og ældre – bliver introduceret. 

- Det er tydeligt, at både børn og ældre nyder genkendelsens øjeblikke – specielt når der synges navnesang. Navnesangen gør, at de kender hinandens navne, hvilket er med til, at de taler til og med hinanden”, siger Nina Thomasen, der er dagplejer i distriktet og idekvinden bag initiativet.

Det er de ældste børn fra dagplejen, som besøger plejecenteret. Det giver børnene en god træning i de sociale kompetencer, som de får brug for i børnehavelivets større grupper.

Videoen nedenfor er oploadet af Christian Schiønning, Holbæk, via www.tveast.dk/sendvideo:


Nyhedsoverblik