Cowboys skal få lamaer hjem

Fredag skal to løsslupne lamaer fragtes hjem. Metoden: Tre cowboys.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver næsten som i det vilde vesten, når tre mænd på hest, bevæbnet med lassoer, fredag skal bringe de to flygtede lamaer hjem.

Flugten startede, da det mandag lykkedes to lamaer at stikke af fra deres indhegning ved Ørslev ved Vordingborg. Tiden på fri klov varede dog ikke længe, da det dagen efter lykkedes at få indfanget de løsslupne dyr. De blev herefter placeret i en sikker fold et par kilometer fra deres hjem.

Fredag skal lamaerne så fragtes det sidste stykke hjem. Og det bliver tre mand med lassoer, der får den tjans.

Ekstra hegn plus ny bofælle skal holde på lamaerne

Efter de tre lasso-bevæbnede mænd har stået for selve indfangningen, bliver lamaerne fragtet med hestetransport tilbage ind i den fold, de forlod for få dage siden. Denne gang er der dog sat ekstra tiltag ind, der skal holde på dem. Hegnet er blevet forstærket til 180 cm, og så får de to hun-lamaer sig også en ny bofælle. En lama-han er nemlig blevet fragtet fra Guldborgsund og til Ørslev. Planen er, at han skal kunne holde de to hunner i skak. Og i modsætning til hunnerne, så er den nye beboere helt tam, og burde kunne overtales til ikke at løbe fra pladsen.

- Det virker som om, der er en god mulighed for, at det hele ender lykkeligt, siger Christian Kjær, der er lamaernes ejer. 


Nyhedsoverblik