Borgmestre føler sig presset til dårligere service

Regeringskrav om kommunebesparelser på én procent årligt giver ringere service og fyringer, mener borgmestre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dårligere service og færre kommunalt ansatte. Det er ifølge landets borgmestre konsekvensen af regeringens planlagte omprioriteringsbidrag.

I en rundspørge foretaget af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum, er borgmestrene blevet spurgt til konsekvenserne af bidraget, som pålægger kommunerne at spare én procent hvert år frem til 2019.

89 procent af de deltagende borgmestre svarer lavere eller meget lavere serviceniveau. 86 procent mener, at der vil blive færre eller langt færre ansatte.

Det er lykkedes kommunerne at få løfte om, at 1,9 milliarder kroner tilbageføres i 2016. Hvordan er fortsat uvist.

- Det er de hidtil største og langtrækkende besparelser på området, siger Kurt Houlberg, programchef og kommunalforsker på Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, til Ritzau.

- Kommunerne har de seneste fem år reduceret udgifterne med mellem 11 og 12 milliarder kroner og høstet de lavest hængende frugter. Derfor er det meget vanskeligt at se besparelserne gennemført, uden at de vil kunne mærkes af borgerne i form af forringet service på områder som ældre, folkeskole og daginstitutioner, siger Kurt Houlberg.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, står ved, at regeringens ønske med omprioriteringsbidraget er at prioritere en større del af pengene fra Christiansborg.

- Vi skal sætte en retning for samfundet, som gør, at vi får skabt flere arbejdspladser i samfundet.

- Hele økonomien hænger sammen, og pengene kan kun bruges én gang, så hvis vi skal have pengene ud til blandt andet lempelser i virksomhedernes omkostninger gennem skatte- og afgiftslettelser, så kræver det, at vi får pengene i kassen først, siger han til Momentum.

Folketinget skal beslutte omprioriteringsbidragets skæbne her i efteråret.

/ritzau/


Nyhedsoverblik