Borgmester chokeret over broudskydelse

Borgmesteren i Guldborgsund Kommune, John Brædder (G), er chokeret over beslutningen om at udskyde opførelsen af en ny Storstrømsbro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- De gør grin med Lolland og Falster. De kobler en hel landsdel af udviklingen i resten af Danmark.

Så skarp er reaktionen fra Guldborgsunds borgmester John Brædder (G), der kalder torsdagens finanslovsaftale for chokerende og ødelæggende for Lolland og Falster.

Aftalen indebærer nemlig en udskydelse af byggeriet af en ny Storstrømsbro, så den først skal stå klar i 2024.

- Det er vanvittigt, fordi det vil sætte os lysår tilbage i udviklingen. Det her handler ikke om et år mere eller mindre for broen, men om bosætning, jobskabelse og erhvervsudviklingen her i landsdelen, siger John Brædder til TV ØST.

Kan ikke leve med udskydelsen

Borgmesteren er især bekymret, fordi togdriften gøres usikker af ventetiden på broen.

- Togene må i dag kun køre 60 kilometer i timen over broen, og vi må i de kommende år imødese lange perioder, hvor der skal indsættes togbusser på strækningen, fordi den gamle, forfaldne bro skal vedligeholdes. Det giver længere markant længere rejsetid til de 2.000 pendlere, som hver dag pendler ud af vores kommune, siger John Brædder.

Han mener ikke, at borgerne på hverken Lolland eller Falster kan leve med udskydelsen.

- Det får en langt større betydning, end politikerne på Christiansborg kan forestille sig. Det er som om, at de slet ikke mener, at vi hører med til Danmark, siger han.


Nyhedsoverblik