Målet var at nedbringe vikarbudgettet på social- og sundhedsområdet markant. Og midlet var en bonuscheck på 1000 kroner for hver måned, vikarforbruget faldt 20 procent i forhold til september sidste år.
Men høsten lader vente på sig, fortæller Dagbladet. I år er det nemlig slet ikke lykkedes at få forbruget af vikarer udefra til at falde med de magiske 20 procent.
I ordningens første måned, november 2007, faldt vikarforbruget ellers med 32 procent, og det udløste straks 1000 kroner til Ringsteds 300 social- og sundhedsmedarbejdere.
- Men vi er ikke nået til de næste 20 procent endnu, og det har vi så drøftet i den arbejdsgruppe, som følger ordningen, siger ældrechef i Ringsted Kommune, Birgit Wehlast, til Dagbladet.