Manden barrikaderede sig i går i et hus på Parkvænget i Skælskør, hvor han truede med at sprænge sig selv og politimænd i luften med en krysantemumbombe. Politi, brandvæsen og ambulancefolk mødte talstærkt op og forsøgte at trænge ind i huset.
Manden kom på et tidspunkt ud med bomben under armen og truede politiet med en kniv og var meget oprørt. Efter forhandlinger lykkedes det politiet at anholde manden.
I dag blev han så sigtet for fire forhold. Blandt andet trusler mod politiet og mod en tjenestemand i forvaltningen i Slagelse Kommune. Derudover er han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Manden er nu varetægtsfængslet i surrogat frem til den 15. marts.